Foran Alteret handler om vielsen mellem den rige Adolf Julius Boeck og kammerherrens datter som hedder Agnes Mathilde Løvenfeldt. Det hele skal forestille at være et normalt bryllup der går efter planen, men det er ikke ligefrem det Herman Bang vil fortælle os med historien.
Herman bang kommer med mange små bemærkninger og vi ser langsomt den rigtige historie, og den er ikke den lykkelige historie. Han opsætter en slags scene for at vise os de problemer der var ved ægteskab og hvilke mere kritiske holdninger han havde til f.eks. kvinderoller og religion.
Det hele starter in medias res, hvor vi hører en af gæsterne råbe. Vi kender endnu ikke noget til hovedpersonerne og baggrunden for det hele. Vi hører hele historien i nutid, men der er dog nogle få flashbacks hvor hovedpersonerne Agnes og Adolf tænker tilbage, det fortælles så i datid. Fordi at historien fortælles i nutid føler vi at det hele sker imens vi læser den, og vi føler os derfor mere “til stede”.
Fortælleren i historien er alvidende 3. persons fortæller, der kan “hoppe” fra person til person, og vi hører derfor mange forskellige menneskers holdning og følelser. Pga. Impressionismen skulle man tro at den var skrevet fra en ydre synsvinkel da det var meget populært men det gjorde Herman Bang ikke i denne novelle.
Man skulle mere beskrive det åbenlyse og selv finde ud af hvad personerne føler, i denne novelle får vi det beskrevet, Herman Bang havde måske et mere præcist budskab med historien og havde derfor brug for at vi havde et klart billede af hvad der blev fortalt.
Dog er der også meget af det ydre i novellen, og der er derfor stadig mange impressionistiske træk i novellen. Hovedpersonernes handlinger er stadig meget vigtige for at vi forstår novellen.
Da brylluppet er ovre og vielsen er slut beskrives hele situationen som der står “Hoved ved hoved, hundrede af grådige blikke, misundelige øjekast, eksamineret miner. Fra orgelet brusende akkorder. Kirken er blevet et årvågent øje”.
Dette billedsprog og de mange tillægsord er noget der gør sig gældende gennem hele novellen, og vi kan derfor tydeligt mærke stemningen til brylluppet.
Den vigtigste person i novellen er bruden, Agnes. Vi kender som nævnt manges tanker til brylluppet, men brudens tanker er vægtet højest i novellen.
Agnes er datter af kammerherren og hun bliver i novellen beskrevet som; “middelhøj, blond med askegråt hår. Trækkene er bløde. Huden dunet som en fin frugt. Læberne fint formede med et sørgmodigt smil”.
Vi kan allerede hører udfra beskrivelsen at der er noget galt. Normalt ville man ikke have et sørgmodigt smil til sit eget bryllup. Vi hører også at hun har været forlovet med hendes fætter før.
Vi hører bl.a. dette: “Dette er blot sladder, men Agnes bekræfter, at hun har været forelsket før: ”Thi hun har jo ikke elsket nogen anden? Nej, nej … det var en drøm, intet andet. Den sommer var den lykkeligste i hendes liv, ja, netop en drøm”,
Udfra dette kan vi høre at Agnes har været forelsket før og dette var også hendes fætter, og vi kan derfor godt tænke at hun ikke rigtig elsker hendes mand, og det ikke er efter hendes eget ønske hun bliver gift.
Navnet Agnes som bruden i Herman Bangs novelle betyder kysk, og dette er ikke helt tilfældigt da kysk betyder at man er uerfaren, ægteskabet mellem Agnes og Adolf bygger netop ikke på kærlighed men det er nærmere en slags handel, og Agnes er derved blevet solgt.
Vi ser i et flashback at Agnes har snakket med hendes far: ”Hendes fader kom ind, ophidset og forstyrret og sagde hende, at han var kompromitteret, hvis hun ikke reddede ham ved at ægte den rige Boeck. Og hun måtte vide, at en Løvenfeldt ikke overlevede sin ære”.
Det vi kan forstå ud fra denne sætning er at hun bliver tvunget til at gifte sig med Adolf, for at redde hendes far. Hendes mor har intet at skulle have sagt da hun desværre er død. Vi kan tydeligt mærke at Agnes ikke komme fra et glad hjem.
Agnes er blevet tvunget til at gifte sig med den rige Adolf Boeck. Vi hører følgende om ham: ”Tredive år, han har været smuk, men nu er der såmænd ikke så meget ved ham (..) han er jo helt skaldet – ja og det er ingen under”, vi kan derfor høre at han er forholdsvis gammel, 30 år, hvilket dengang var en sen alder at blive gift i. Vi hører også at han er blevet skaldet. Det bliver også sagt at han har været gift før, og at han har haft en barn der senere døde.
Det virker som om han kun gifter sig af ren “norm” fordi det dengang var mærkeligt og unormalt at være ugift som trediveårig. En anden grund kunne være at dengang var der lidt status i at blive gift med kammerherrens datter, og han kunne derfor have et ønske om at komme ind i det lidt bedre selskab.
Det største tema i novellen er ægteskabet, og at blive ægtet i kirken. Herman Bang var selv fra en præstefamilie, og det virker derfor meget normalt at han snakker om emner som kirkens rolle og religion, men han beskriver dog ofte kirken ret ironisk.
Ironien ses mest i slutningen af novellen hvor der bliver spillet “Det er så yndigt at følges ad”, dette er ret ironisk i det at brylluppet ikke ligefrem er en succes, men mere en handel mellem Agnes’ far og Adolf, normalt er et bryllup noget mellem to mennesker der elsker hinanden.
Herman Bang mener også at præsten og kirken gør noget forkert, i det den vier to mennesker der ikke elsker hinanden, og derfor bliver bibelens budskab glemt, nemlig kærlighed.
Agnes er tvunget pga. hendes fars dårlige økonomiske situation efter hendes mors død, og hun ville faktisk hellere være sammen med hendes fætter, men får nu den rige mand Adolf som hendes ægtemand.
Herman Bang har faktisk ofte skrevet om fortabte skæbner der ender i noget håbløst, og han skriver også ofte om kvinder der ender i ulykkelig situationer, fordi at kvinder netop ikke havde mange rettigheder dengang.
Dengang måtte kvinden ikke bryde normerne, og man ville ikke have folk snakkede grimt om en. Kirken burde også have været et trygt og lykkeligt sted, hvor kunne lykke fandtes, men vi ser jo hvordan kirken faktisk er med til at tvinge to mennesker sammen.
Agnes ser sine drømme forsvinde i takt med at brylluppet skrider frem og den kærlighed hun troede på forsvinder langsomt.
En anden forfatter der ofte har skrevet om ulykkelige kvinder er Amalie Skram, bl.a. i Constance Ring fortæller hun om et ulykkeligt liv og drømmen om at komme ud at sit ulykkelige ægteskab, men heller ikke i hendes historie er der en lykkelig slutning.