Hullet
Peter Seeberg
I 1960-tallet begyndte mennesket, at slå panden mod virkeligheden. Mennesket begyndte at fokusere på splittelse og tabte af sammenhængen i den moderne verden. Forfatteren Peter Seeberg var en konfrontationsmodernistisk forfatter, hvilket betød at han gik i clinch med virkeligheden frem for at fjerne sig fra det moderne samfund, selvom han så samfundet som splittet og fremmedgjort. Han brugte på den måde absurdismen til at overtone livets meningsløshed, hvilket grundigt kommer til udtryk i novellen ”hullet”. Forfatteren Peter Seeberg har med novellen ”hullet”, 1962 formået at repræsentere, at se det store i det små med en helt særlig ironi. Dette er en af Peter Seebergs spidskompetencer, hvilket er med til at dominere det spartanske sprog og undertone forståelse af det absurde i overhovedet at skabe en mening med livet.
Novellen omhandler eksplicit fortælleren og de syv andre arbejdsmænds forhold til vor arbejdsformand Graves, der mener han har alletiders drømmejob til "Dem". Teksten begynder med in media res, hvor eksplicit fortælleren og de syv andre arbejdsmænd får til opgave på at grave et hul. En ellers møg opgave, der var tale om, som ikke skulle gentages, men de gik alligevel med til det, og begyndte at grave med ryggen mod hinanden. Gennem hele handlingen udspiller der sig en stor diskussion om, hvor dybt og hvor hullet helt præcis skulle graves. Her delte de sig klart i et parti med to-tredjedels majoritet og et mindretal, hvilket medførte uenigheder. De bliver så småt mere og mere frustrerede eftersom dagene går, og Graves ikke dukker op til sin efterspørgsels og prøver at finde meningen med det, samt en definition på hvad et rigtigt hul egentligt er. Da de har diskuteret frem og tilbage i et stykke tid, bliver alle enige om at kaste hullet til og grave et nyt. Da det nye hul er gravet, kommer Graves tilbage og fortæller dem at hullet ikke er dybt nok, og giver klar besked på at hullet skal graves helt ned til kineserne. Da dette er urealistisk, er der tale om en absurd situation.
Novellen i sig selv kan opfattes som et klagebrev skrevet af eksplicit fortælleren, men samtidig kan den også opfattes som eksplicit fortællerens erindringer skrevet ned i en dagbog. I slutningen sker der en merkant ændring, hvor de pludselig indser det absurde "Vi er i øjeblikket godt to kilometer ned i jorden. Vi er alle på det rene med, at der er et stykke vej igen" (side 203, linje 43-44) Dette giver novellen en brat og absurd slutning, hvilket gør læseren bringes til at stille spørgsmålstegn.
Teksten fortælles som en beretten fortælling, hvor der er anvendte en eksplicit fortæller. Fortællingen udfolder sig set fra eksplicit fortællerens perspektiv. Det er igennem ham, at vi danner os indtryk af Graves som en kold og kynisk karakter, man ikke løber om hjørner med.
Gennem hele novellen følger vi fortællerens følelser og tanker. Det er gennem hans øjne, vi oplever handlingen. Synsvinklen lægger vægt på individualiteten, da det er de individuelle holdninger, der påvirker historien. Denne effekt skabe autencitet og identifikation, eftersom tilgangen til beskrivelsen af handlingen ses meningsløs for arbejdsfolket. Eksplicit fortælleren er meget detaljeret i sit sprog, man får som læser en god forståelse af, hvilket miljø vi befinder os i ”vi kørte af sted i en åben jeep, ud til forstæderne, ud til de store pladser, hvor kranerne står og hiver det ene hus efter det andet op fra lastbilen ” (side 196-197, linje 40-2). Et andet eksempel, ”nu gik vi alle, der på det tidspunkt kørte jord væk i trillebørene, hen til kanterne og så sammen med dem, der stod på trapperne, ned i hullet…” (side 199, linje 3-5). I disse beskrivelser kommer det modernistiske samfund i spil, der er kraner og lastbiler til at hjælpe med, men arbejderne skal alligevel bruge skovle til at grave hullet med. Dette er endnu et træk på det absurde i novellen, da man normalt ville tage brug af en gravmaskine. Disse beskrivelser gør også, at vi hele vejen igennem teksten ikke er i tvivl om, hvor vi befinder os.
Den eneste karakter vi får bedre kendskab til i novellen, er vor arbejdsformand Graves. Graves udgør kun en birolle i novellen, men har en afgørende betydning for novellens handling. Graves beskrives som ”en mand, der ikke lod nogen sidde og vente, ejheller yndede han spildt arbejde” (side 197, linje 40-41), samt en mand der har svært ved at holde tæt med, hvad han vidste (side 198, linje 27-28).
Han er den person, som formår at betone fremmedheden og fraværet af en mening, som arbejdsfolket forgæves stræber. Gennem det meste af novellen har arbejdsmændene et positivt indtryk af opgaven, så længe de bliver betalt, men efter Graves dårlige vittighed faldt alt til jorden, og det ændre sig for mændene, som nu gennemgår en absurdisme.
Peter Seeberg tager brug af det spartanske sprog til at understrege det simple og den sparsommelig livsførelse sammensat af få, basale elementer. Det ser vi i et eksempel på i følgende passage: ”der måtte seks mand til at skovle jorden fra trappe til trappe, mens den syvende kørte jorden bort i trillebør” (side 199, linje 15-16). Sproget er nutidig, idet Peter Seeberg så det moderne samfund som fremmegjort.
Det er særligt bemærkelsesværdigt at der anvendes mundtligt præget stilleje, da der forekommer mange dialoger, hvilket medfører lav stil, der er karakteriseret ved sætningerne er korte, små ord, brug af talesprog og bandeord. Dette ser vi et eksempel på i følgende passager: ”Go ahead”, ”det dumme dyr”, ”kom så, gutter” med flere.
Afslutningen på novellen er paradoksal. Det er på en måde lykkes Graves at ”knække” arbejdsmændene, og han er ovenud begejstret. Samtidig er det tydeligt, at de ikke længere er den samme mere: ”sådan har du ikke sagt før” (side 203, linje 6). Arbejdsmændene kan ikke længere bevare kontrollen over deres frustrationer og stræber konstant efter meningen, hvilket medfører deres verden ”ramler sammen”. Dette er et typisk træk af Peter Seeberg, idet han prøver at skildre menneskets konstante og forgæves stræben efter en mening med livet. Novellen lægger mest fokus på hullet, hvilket titlen også indikerer. Titlen på novellen ”Hullet” er betydningsfuld for historien og det er tydeligt at den relaterer til det absurde, meningsløse og ligegyldige.
”Hullet” beskriver at samfundet kan blive så komplekse, at hver gang man forsøger at forenkle det, bliver det i stedet mere indviklede. Vi møder de hårdt arbejdende mænd, der må slide og slæbe, og yder meget for at finde meningen med hullet. Som kontrast hertil møder vi den magtfulde og kolde arbejdsformand Graves, som efter eksplicit fortællerens mening ”et dumt svin”. Rammen i novellen er fremmedhed og livets meningsløshed, men problemstillingen er mere generel absurdisme. Tanker, der tager form undervejs, og som til slut ender i nødvendigheden med at acceptere sig med det meningsløse. Men Jess skiller sig ud fra flertallet, da han nemlig har sin egen holdning. Jess er en fuldstændig modsætning af de andre, idet han accepter opgaven, mens de andre er mere kritiske. Efter de andre accepterer meningsløsheden bliver deres virkelighedsopfattelse deraf helt forandrede, og deres tro og vilje destrueres lige så stille af Graves magt.
Den meningsløse realisme bringer konfrontationsmodernistisk i tæt kontakt med virkeligheden, hvilket skaber den splittede tilværelse afbildes i et splittet sprog. Forfatteren Peter Seeberg skiller sig ud fra mængden og går tværs af den eksperimentaliste novellegenre. I stedet for at skrive værker hvor en eksistentiel problematik, der giver sig til udtryk i en søgen efter identitet skildre Peter Seeberg i stedet realisme og absurdisme i relation til det enkelte menneskes situation i en helt igennem verdsliggjort verden undergår novellen som dybtgående ændringer og får tilført nye dimensioner. Det drejer sig ikke længere så meget om det enkelte menneske i historien, men om mennesker her og nu, hvilket også ses i novellen ”Hullet”, hvor det sproglige billede udtrykker eksplicit fortælleren og de syv arbejdsmænds møde med omverdenen i et sprængt og billedrigt sprog.