Det man oftest glemmer at tænke på, når det er, at man er helt opslugt i et kunstværk er, hvordan det er blevet til. For kunstnerens vej til værket er lige så vigtigt som selve værket. Kunstneren ser nemlig sit værk som noget kostbart, hvor intet ude fra må komme og ødelægge det, ved at forstyrre kunstnerens koncentration under fremstillingen af værket. Men gælder dette også, hvis kunstnerens fordybelse i sit værk kommer til at tage livet, af den han har allerkærest?
Novellen ”Det ovale portræt” er skrevet af den amerikanske forfatter, Edgar Allan Poe (1809-1849), og blev udgivet i 1842. I novellen er der en kunstner, der maler et portræt af sin unge brud. Efterhånden som han maler og fordyber sig i billedet, bliver hans kone svækket, samtidig med at billedet bliver mere livagtigt. Til slut ender det med, at hans unge brud dør, mens at hans portræt af hende bliver bragt til livs. De to centrale temaer i novellen er, ødelæggelsen af dem man har kærest og underkastelse.
Novellen starter in medias res og er en erindring, hvor at fortælleren ser tilbage på dengang ham og hans tjener, Pedro, er på en rejse i Appenniner-bjergene i Italien. Han fortæller, at de bliver overfaldet af nogle banditter, og at han bliver såret. De søger derfor tilflugt i et forladt slot, hvor han er i smerter. For at lindre hans smerter begynder han at indtage en ukendt mængde opium. Det berusende stof er noget han før har røget, da han var i Konstantinopel. Den her gang vælger han at spise det, og kan mærke rusen sprede sig i hans krop efter lidt tid. I sin omtågede tilstand begynder han så småt at betragte billederne og protrætterne, der hænger, i det udsmykkede slotsværelse. Mens han betragter billederne og portrætterne læser han i et lille hæfte, som fortæller om hvert enkelt billede i slotsværelset. Efter midnatstimen er kommet opdager han et ovalt portræt af en kvinde, som han ikke havde lagt mærke til før. Han bliver meget betaget af dette portræt, grundet den unge kvindes skønhed, men også portrættets livagtighed. Efter han har stirret på det i måske en time, mener han, at han har gennemskuet billedets hemmelighed og begynder straks at læse om det ovale portræt i det lille hæfte, der fortæller om de forskellige portrætters historie. Fortælleren er i starten af denne novelle en jeg-fortæller fra linje 1-90. Her beretter fortælleren om sin erindring fra dengang han var blevet såret i Italien. Derfor er teksten også skrevet i datid. Fortælleren er en subjektiv fortæller, der gør brug af indre synsvinkel, da han deler sine tanker og følelser med læseren i sin erindring: ”Tværtimod, jeg husker tydeligt, at jeg uden skrupler udmålte det kvantum, jeg ville tage(…)” (s. 1 l. 31-32). Fortælleren bliver skiftet over til en 3.- personsfortæller fra linje 91-121. 3.- personsfortælleren er ekstern og alvidende, da fortælleren ved alt om det ovale portræt. Denne del af teksten er også skrevet i datid: ” Hun var lutter lys og smil og kåd som en ung faun, hun elskede alt (…)” (s. 3 l. 94-95) og novellen vender ikke tilbage til jeg-fortælleren. Komposition af denne novelle er 3-delt. Første del er fra linje 1-57, hvor fortælleren tænker over hvor meget opium han skal spise for at kunne lindre sine smerter. Han har nemlig været vågen i flere dage og kan ikke falde i søvn på grund af smerten: ” Jeg ønskede dette, for at jeg, såfremt ikke kunne sove(…)” (s. 2 l. 49-50). I denne del fortæller han også om de billeder han betragter i slotsværelset. Anden del er fra linje 58-90, og er også den helt centrale begivenhed i novellen i forhold til hans udvikling. Her fortæller han, hvordan han ved et tilfælde opdager det ovale portræt af den unge kvinde, hvor det er tydeligt at maleriet prikker til ham og prøver at vække noget i ham. Han er helt fascineret af billedet og lægger ikke skjul på at dette billede er noget af det mest vidunderligste og kommer med en dybdegående beskrivelse af maleriets ydre og den unge kvinde. Han bliver helt suget ind i kvindens skønhed og billedets ”magiske kraft” og ”livagtighed”. Men samtidig bliver han overvældet af disse indtryk og følelser han får fra portrættet at han bliver nødt til at lukke øjnene. Han begynder nemlig at tvivle på sin egen evne til at skelne mellem virkelighed og fantasien, da han synes at kvinden ser så levende og livagtig ud, som var hun tilstede i slotsværelset: ” Det var noget, jeg havde gjort rent impulsivt for vinde tid til at tænke- for at blive klar over, at mine sanser ikke havde svigtet mig – for at bringe min fantasi tavshed, så jeg kunne se mere nøgternt og klart på maleriet” (s. 2 l. 64-66). Han oplever også at han bliver vækket til live på grund af portrættet. Han får en livsfølelse som han ikke har følt i lang tid: ” (…)det, jeg nu så, kunne og ville jeg ikke tvivle om, for det lys, der faldt over dette lærred, syntes at have spredt den døsighed, der var faldet over mine sanser, og på en gang at have vakt mig fuldstændig til live.” (s. 2 l. 68-70). Den tredje del af novellen er hvor historien af det ovale portræt bliver citeret fra et lille hæfte, som har ligget på fortællerens hovedpude. I denne del bliver den unge kvinde på portrættet beskrevet som en ung, smuk og vidunderlig kvinde, der gifter sig med en kunstmaler, som hun er forelsket i. Problemet med dette ægteskab er at maleren allerede har ”en brud i sin kunst”. Maleren vil gene have et portræt af sin smukke unge brud, og selvom hun hadede kunsten, da det ”var hendes rival” valgte hun alligevel at sidde model for sin mand, fordi hun elsker ham og godt kan give efter for hans skyld. Hun underkaster sig altså sin mand og kunsten. Hun sidder model helt indtil portrættet er færdiggjort, men samtidig sygner hun hen mens hun sidder model. Det er som om maleren suger livskraften ud af hende og overfører det til portrættet, som fanger og bevarer hendes udødelige skønhed: ”(…)han ville ikke se, at lyset, der faldt så blegt ned i det skumle tårn, fik hans elskedes ånd og helbred til at visne (…)” (s. 3 l. 103-104). Når maleren endelig har fået færdiggjort sit kunstværk, dør den unge brud og billedet bliver bragt til livs. Det har altså kostet kvindes liv, at få skabt dette livagtige billede gennem malerens passion og inderlighed. Han har simpelthen været så opslugt i sit eget kunstneriske univers, at han slet ikke har lagt mærke til sin kone. Han forveksler her det virkelige liv med kunstens univers, da han råber: ”Dette er i sandhed livet selv” (s. 3 l. 120). Han konstaterer at hans kunstneriske univers er mere virkeligt end den virkelige virkelighed. Fortælleren udvikler sig indeni, gennem portrættet af kvinden. Han starter med at bedøve sig selv med opium og prøver indirekte at flygte væk fra den virkelige verden han er i. Men så får han øje på portrættet, der så berører og ændre noget inden i ham. Han kan mærke den passion og lidenskab som maleren har lagt i portrættet, som også udtrykker malerens kærlighed til sin unge brud. Maleren har altså formået at gengive virkeligheden i sin kunst. Derfor bliver fortælleren både overvældet med følelser og samtidig betaget af portrættets livagtighed. Disse følelser han får fra portrættet bevirker at fortælleren får en livfølelse, følelsen af at være i live. Portrættet trækker ham altså ud af hans døende tilstand og ind i kunstens univers.
Edgar Allan Poes eksperimenterer med novelleformen i novellen ”Det ovale portræt”. Han blander en realistisk novelle med et eventyr og skaber herved en fantastisk fortælling. Handlingen starter med at foregår i den realistiske verden, hvorefter der kommer et brud på denne verden, da hovedpersonen får øje på det ovale portræt. Han befinder sig altså i det magiske univers, da han betragter og bliver opslugt af portrættet. Poe slutter også sin novelle meget brat og åben, da han lader læseren hænge i det store spørgsmål om maleren virkelig trak livet ud af sin kone med sine pensels strøg eller om der er en rationel forklaring på hendes død. Han formår at lave en grænse mellem det rationelle og det irrationelle. Så måske er en af hans pointer med denne novelle, at man sagtens kan forsvinde ind i en anden urealistisk verden, når man læser litteratur.