Analyserende artikel
At miste en der står os nær, kommer vi nok alle til at opleve på et tidspunkt i livet. Døden er et tabu i vores samfund. Det er noget mange helst ikke snakker med andre om. Den svære tid for de pårørende efter et dødsfald og bearbejdelsen af sorgen, skildre Astrid Saalbach i novellen ”Kødet”, udgivet i 1985. I novellen møder vi en mand, der længe har gået med en stor sorg for sig selv, efter tabet af hans kone og nu må lære at acceptere tilværelsen. I min analyse af novellen, vil jeg have størst fokus på novellens symboler og deres betydning, og så vil jeg lave en personkarakteristik af novellens hovedperson.
”Kødet” er delt op i tre dele: en indledning, en midterdel og en slutning. Indledningen er åben, altså den starter ”in medias res”, da vi bliver kastet ind i en situation og selv må tænke os til hvad der er sket forinden. Teksten starter ud med, at vi bliver præsenteret for hovedpersonen, en mand der tydeligvis er i en situation han ikke bryder sig om. Midterdelen er også delt op i tre. Den starter med en konfliktpræsentation, hvor manden går ud i haven, som er helt tilgroet og vi får at vide, at der er gået fire måneder, snart et halvt år, siden der må have måtte sket noget, som er det vi gennem novellen kan tænke os frem til, er hans kones død. Vi bliver altså præsenteret for konflikten, som manden nu skal bearbejde, derfor er anden del af midterdelen, altså konflikt-bearbejdelsen. Da mandens døtre kommer på besøg samme dag, må manden se virkeligheden i øjnene. Han kan ikke længere leve i illusionen om at hans kone stadig lever. Døtrene bliver og spiser til middag, og her sker konfliktopløsningen, da den postej de spiser, symboliserer den døde mor/kones legeme. Det er nemlig det sidste der er tilbage af den mad, hun havde lavet før hendes død. Novellens slutning er lukket, da det virker til, at manden nu har fundet ro i tilværelsen igen og han kan sammen med hans døtre bearbejde sorgen. Den slutter med denne sætning ”Fryser I? Spurgte han kærligt, da han så de havde gåsehud. Han rejse sig og hentede nogle tæpper og lagde om dem. Han skænkede mere vin i glassene. Så spiste de videre, mens solen langsomt forsvandt bag træerne” (s. 4) Her er det tydeligt, at manden gerne vil tage sig af hans døtre og det betyder meget for ham at de har det godt. Hvor han længe har gået for sig selv og ikke kunne tænkte på andre end sig selv og hans kones død, er han nu gået igennem en udvikling og kan igen leve et normalt liv, hvor han er i stand til at påtage sig far-rollen igen overfor hans døtre. Noget andet der beviser, at det er en lukket afslutning, er at solen går ned. Det symboliserer at noget skal til at slutte nu og der snart starter noget nyt igen.
Det er en implicit fortæller, da fortælleren ikke optræder som en person i teksten. Fortælleren er alvidende, da den kan se mere end én persons tanker og handlinger og den tildeles også kan se tilbage på hvad der er sket forinden. Dog er det ikke mange oplysninger, vi får at vide om fortiden, da det er symbolerne i teksten, der skal lede os frem til det. Og så er det en 3.personsfortæller, da der står ”han” og ”hun” og ikke ”jeg. Vi ser personerne fra en indre synsvinkel, da vi kommer ind i hovedet på nogle af personerne. Vi kan se deres tanker. Det er helt klart en fordel, at vi er inde i hovedet på hovedpersonen, da det er meget sparsomt med oplysninger om hvad der er sket, derfor har vi brug for at vide, hvad han tænker, for at kunne tænke os frem til, hvad der måtte have været sket.
Hovedpersonen, er en mand, der har svært ved at vænne sig til hans nye liv uden hans kone. Han føler, at alle vender sig den anden vej, når de ser ham. Han er derfor meget alene om sin sorg, hvilket er en generel tendens, når nogen har mistet en nær. Det kan være svært at snakke om og så er det lettere at gemme det væk. Hans føler sig heller ikke forstået af hans døtre ”Han havde prøvet at forklare dem det, men de kunne eller ville ikke forstå”. Gennem novellen går manden igennem en udvikling. Hvor han i starten hænger meget i fortiden, er det tydeligt at han i slutningen er meget mere afklaret med situationen. Han udvikler sig også i og med at han i starten har bygget en mur op i mellem ham og hans døtre. Hvor det for dem er let at snakke om morens død, prøver han konstant at glemme det og hans ene datter, Anna, har derfor overtaget ”mor-rollen” ”Anna lød moderlig”. Det har hun, fordi han ikke har levet op til sin ”far-rolle”. Den rolle varetager han igen til allersidst i novellen, hvor han kærligt spørger dem om de fryser. Det viser ligesom, at han igen kan stå sammen med hans døtre og de sammen kan bearbejde sorgen.
Novellen gør brug af to semantiske skemaer, nemlig haven og huset. De står derfor i kontrast til hinanden. Haven bliver beskrevet, som noget der ikke bliver taget hensyn til og noget manden ikke befinder sig ret meget i. Haven er beskrevet sådan ”Ukrudtet boltrede sig i blomsterbedene og køkkenhaven. Og tjørnehegnet ned mod skoven var blevet et uigennemtrængeligt krat.” Det ”onde” altså ukrudtet og krattet har taget overhånd og fylder nu haven, da der ikke er blevet gjort noget ved haven. Der står også i beskrivelsen af haven ”Han snublede over et lille bitte grantræ, hun havde plantet sidste år, og som nu voksede i mærke under græsset” At han snubler over et grantræ, hun (hans kone) har plantet, ser jeg som et symbol på, at hun/hendes død, står i vejen for ham, og han hele tiden ”snubler” over det og bliver ved med at hænge i det. Han kan ikke komme sig over hendes død og komme videre i livet. Haven symboliserer altså noget, han har gemt væk og som nu er vokset ham over hovedet. Ude i haven, ser han også en gravid nabodatter. Hun gnider sig på maven og forsvinder så igen. Jeg ser det som et symbol på et nyt liv. Det nye liv, som manden skal til at starte nu, hvor han ikke længere har sin kone. Huset, som står i kontrast til haven, er beskrevet som noget rart og noget manden befinder sig meget i. Alt er som det plejer inde i haven, og det er meget vigtigt for ham, at alt står som det skal. Der er også altid rent. Da hans ene datter foreslår at billedet af moren, skal hen og stå på chatollet med de andre afdøde familiemedlemmer, tænker manden ”Hun var for levende, for nærværende, til at stå blandt de døde”. Det er altså meget vigtigt for manden, at bevare illusionen om at hans kone stadig lever, og det bruger han huset til. Huset symboliserer altså det trygge og vante for manden. Der er også mange religiøse symboler i teksten, da det ofte ses at efter folk har mistet en nærtstående person, søger de hen til en religion, ligesom for at finde en mening med livet og med tilværelsen. Et eksempel på et religiøst symbol i teksten, er middagen der kan sammenlignes med ”den sidste nadver”. Da manden skal hente middagen i fryseren, bliver det beskrevet sådan ”Kulden fra fryserens dyb var en befrielse. Han bøjede sig over den hvide kasse, og lod kold luft strømme ind over sig. Han blev sig selv igen et øjeblik. Så tog han pakken op, den eneste der var. ”Postej””. Fryseren er her et symbol på en kiste, og den postej han tager op af ”kisten”, er et symbol på konens legeme. Middagen er den endelige afsked med moren, da de spiser postejen. De spiser også brød og drikker vin, som kan sammenlignes med ”Jesu Kristi Legeme, Jesu Kristi blod”. Nøgenhed bliver også beskrevet flere steder i teksten, da det er et symbol på kødets opstandelse.