Analyse:
Allerede i første del af filmen kan vi se hvordan Christoffer Guldbrandsen bruger de mange filmiske virkemidler.
0:00 – 4:00: Anders Fogh bliver præsenteret med en masse klip, som er mørke, kornede og hoppende. Mens de mørke billeder af Anders Fogh bliver klippet frem og tilbage kører der en dyster underlægningsmusik. Med disse klipninger og musik bliver Anders Fogh altså allerede fra starten af udstillet som skurken. Han bliver også filmet med ryggen til kameraet flere gange, hvilket kan symbolisere at han vender ryggen til sandheden, som er Christoffer Guldbrandens formål i denne udsendelse.
I scenen 1:08 ser vi en mørk bygning, nemlig statsministeriet, som er filmet i frøperspektiv. Det får statsministeret til at virke truende og magtfuldt.
Fra 2:49 ser vi tegninger af tortur scener. Disse tegninger bliver skiftevis overblændet af Anders Fogh der holder sin nytårstale hvor han taler om de værdier, som der skal forsvares i krigen mod terror. Disse tegninger får ingen betydning, men kan kan bruges til at manipulere med.
4:00-
Fra 4:12-4:45 ser vi en lang række billeder af Anders Fogh sammen med Frank Lissner. Imens der bliver zoom ind på deres ansigter, hører vi en dyster underlægningsmusik. Samtidig med disse billeder og underlægningsmusikken får vi af vide af voice-overen at en vigtigt del af soldaternes ordrer holdes hemmeligt for folketinget.
Fra 5:52 ser vi amerikanske soldater kommandere Afghanske folk ud af deres huse og truer dem med at sende dem til Guantanamo. Vi ser børn der er skræmte og kvinder der har tåre i øjnene. Mens vi ser flere Afghanske mænd der ligger på knæ med hovedet over hovedet, refererer speakeren til den danske tolks påstande om mishandlingen af fangerne. Her bliver der samtidig klippet over til et foto af Anders Fogh og Frank Lissner, men der bliver zoomet langsomt ind på Lissner.
Fra 7:11-8:11 fortæller speakeren at men den danske tolk arbejder i lejren, bliver de Afghanske fangere løbende sat på transportfly og sendt ud af Afghanistan. De viser os den amerikanske lejre og deres fly i frøperspektiv og mens det er nat. Det gør lejren meget magtfuld. Der bliver efterfølgende klippet til et foto af lænkende fanger med hætter over hovedet ombord på et fly. Der klippes så til et fly, og så til George Bush som siger:” Vi står over for en ny slags fjende og vi tilpasser vores tankegang denne nye fjende”. Speakeren fortæller os så at ;”USA havde besluttet af fangerne ikke skal være beskyttet af Geneve-konventionerne, de kan nu tilbageholdes på ubestemt tid , udsættes for umenneskelige afhørings metoder og dømmes til døden” imens vi ser et fly i mørke og kornede billeder, som kan indikere at det er skurkene land i Guantanamo basen. Med disse klip har Christoffer Gulbrandsen koblet flyene sammen med død og bedrag, og Kandahar lejren er blevet linket til Guantanamo.
8:10 – Efterfølgende vises der bure med Afghanske fanger i Guantanamo og bliver så klippet over en bygning, som vises om natten og i frøperspektiv, denne gang Udenrigsministeriet. Mens der igen vises en mørk bygning fra frøperspektiv, denne gang Statsministeriet, fortæller speakeren: ”Trods Udenrigsministeriets advarsel, fastholder regeringen gentagne gange at fangerne bliver behandlet korrekt”. Ud fra de tidligere scener, har Christoffer Guldbrandsen prøvede at overbevise os om at fangerne ikke bliver behandlet korrekt, og når han siger dette vil vi automatisk tænke at der er noget der ikke er korrekt her.
11:12 – Interviewer Guldbrandsen vicegeneralauditøren Niels Christian, som selv har undersøgt den danske tolks påstande om mishandlingen er de Afghanske fangere er korrekte, men konkluderede at hans påstande ikke kunne bevises. Imens denne telefonsamtale foregår bliver billedet panoreret hen ad træer og mørke bygninger der skærmer for den himlen. Dette for det hele til meget truende og falsk.
11:45 – Når interviewet med John Sifton fra Human Rights Watch, som har undersøgt om mishandlinger har foregået i af fangerne i kandahar-lejren foregår, bliver det tydeligt hvem der er dokumentarens helte og skurke. Sifton er blevet filmet under rolige og lyse omgivelser, og kameraet zoomer ind på hans mund flere gange, mens han nævner at fangerne var udsat for hård tortur. Guldbrandsen anvender dette for at lægge vægt på de beviser han fremfører og give en hvis troværdighed til Sifton.
14:55 – I interviewet med Jesper Helsø svarer han, at han ikke har hørt noget fra hans egne soldater og slutter sætningen med ”… og det gør mig egentligt godt.”. Derfra skifter et ekstremt hurtigt klip til sort skærm. Seerne bliver forskrækket, som udløser en alarm hos dem og det får den sidste sætning til at virke utroværdig.
Resten af scenerne i dokumentaren er forholdsvis det samme. Flaget på soldaternes skulder bliver vist igen og igen, for at forbinde de danske soldater til alt hvad vi ser. Vi ser fanger der bliver ydmyget, mens de får hætter over hovedet, det skal linke til mishandlingen som soldaterne bliver konfronteret med. I de mørke, rystende, tågede, kornede billeder ser vi de ”skyldige”, og selve kritikerne optræder i lyse, rolige og naturlige kameravinkler. Det gør at seerne ved at når der fremtræder mørke billeder, er du i skurkeområdet og under de mere rolige og lyse billeder sidder du med ”heltene”. Der bliver også brugt lynzoom ud og ind på Anders Fogh og Søren Gade. Det bliver først spændende omkring slutningen igen.
48:08 bliver Søren Gade, som er forsvarsminister interviewet. Interviewet foregår fra en skrå frøperspektiv vinkel, hvilket får ham til at virke skyldig. Imens han bliver konfronteret med hvad fangerne hævder at have været udsat for zoomer kameraet ud og ind på hans mund. Kameraet presser ham altså og det hele virker meget aggressivt.
Ved 52:10 ses den tydelige skildring mellem ”heltene” og ”skurkene”. De to judiriske eksperter bliver, Jens Elo Rytter og Frederik Harhoof bliver interviewet. De bekræfter at regeringen overtrådte reglerne for behandlingen af fangerne, og at foketinget blev vildledt. De begge bliver interviwet i lyse, rolige omgivelser og er filmet i normal perspektiv. Efterfølgende bliver der klippet til dystert truende musik og kornede billeder af Anders Fogh.
Dokumentaren bliver sluttet af med at vi får understreget Anders Fogh’s tætte forhold til George Bush ved at Bush siger at han er stolt over at kalde Fogh sin ven.