Indledning
Den 1. oktober 2017 var den helt store overskrift i verdenspressen afholdelsen af den catalanske folkeafstemning, som skulle afg”re hvorvidt Catalonien skulle forts”tte som en selvstyrende del af det spanske konged”mme, eller om Catalonien skulle l”srive sig som en selvst”ndig republik. Afstemningen var p” forh”nd d”mt ugyldig og ulovlig af den spanske forfatningsdomstol, men den catalanske pr”sident Carles Puigdemont tvang alligevel afstemningen igennem. Efter at stemmerne havde givet et flertal til en l”srivelse, proklamerede Puigdemont den catalanske republik. Den spanske stat udskrev derefter en international arrestordre p” Carles Puigdemont, som m”tte g” i eksil i Belgien. Hvad er den historiske baggrund for den catalanske nationalisme? Hvordan har uafh”ngighedsbev”lgelsens diskurser og midler ”ndret sig fra 1920’erne og til i dag, og hvad skyldes det? Denne opgave vil igennem taler, manifester og tekster fra mellemkrigstiden, og fra i dag svare p” disse sp”rgsm”l, og vil skabe basis til diskussion om hvilken rolle historiske catalanske separatister som Francesc Maci” og Llu”s Companys spiller i den moderne catalanske uafh”ngighedsdebat og hvorfor deres handlinger og ofringer til stadighed bliver brugt af b”de separatister og unionister, med styrkelsen af deres argumenter som form”l.
Den catalanske venstrefl”js uafh”ngighedsbev”gelse i mellemkrigstiden.
Cataloniens historie
F”rste gang der i historien omtales en catalansk national enhed og identitet var i 878, da en krise i Frankerriget resulterede i at fem af omr”dets ni grevskaber samlede sig, herunder Barcelona. De fem grevskaber var dog stadig knyttet til det franske monarki. Da Barcelona i 985 blev angrebet af maurerne, og franskm”ndene ikke ydede Barcelona nogen hj”lp, afbr”d Borell d. 2. af Barcelona b”ndene til dem i ”r 988. ”r 988 bliver derfor i dag set som Cataloniens f”dsels”r. I 1137 dannede man en union med Aragonien, og skabte et stort middelhavsimperium, som inkluderede Valencia, De Baleariske ”er, Sardinien, Korsika, Napoli og dele af Gr”kenland. I 1150 fik Catalonien sin f”rste lovsamling, kaldet Usatges. Usatges indf”rte et af Europas f”rste parlamenter, og form”let med lovsamlingen, eller s”dvanekodekset som det ogs” kaldes, var at indf”re noget der minder om det vi idag kalder checks and balances. Man ville styre det feudale system med klare, fastlagte rettigheder og pligter for konge, adel og unders”tter. For at styrke dette system, indf”rte man i 1359 La Generalitat; en komite der skulle kontrollere kongemagten. La Generalitat er siden, flere gange i historien blevet suspenderet og genindf”rt. Senest har den spanske premierminister Mariano Rajoy, opl”st generalitetet den 27. oktober 2017. I dag har Usatges og La Generalitat en v”sentlig symbolv”rdi i catalanernes selvforst”else, og er brugt som argument for at Catalonien er sin egen nation med sin egen historie.
Den aragonske union varede indtil Ferdinand af Aragonien og prinsesse Isabella af Castillien blev gift i 1469, hvor Catalonien blev en del af en ny personalunion, men beholdte en del af det lokale selvstyre. Det ”ndrede sig dog i begyndelsen af 1700-tallet, hvor Catalonien blev en del af en samlet enev”ldig spansk enhedsstat efter Arvef”lgekrigene. I denne stat blev det catalanske sprog undertrykt, og catalanerne betalte h”jere skatter end castilianerne. Desuden blev det regionale parlament ‘La Generalitat’ afskaffet i 1716 efter Nueva Planta-reformen. Catalanerne form”ede alligevel at bevare det catalanske sprog- og kultur. Fra slutningen af 1700-tallet skabte regionen stor velstand p” tekstil- og papirproduktion, og en tidlig industrialisering gjorde Catalonien til Spaniens ”konomisk f”rende region. Fra midten af 1800-tallet Catalonien var endda verdens fjerdest”rste bomuldsproducent p” trods af regionens beskedne st”rrelse, sammenlignet med de andre f”rende lande.
Den store velstand skabte hvad der n”sten kan kaldes en kulturel national ren”ssance. Denne periode i Europa er generelt karakteriseret for den store opblomstring af nationalisme, og det var bestemt ogs” tilf”ldet i Catalonien. Man formaliserede det catalanske sprog, som hidtil ikke havde haft retskrivningsregler, og genoplivede catalansk poesi fra middelalderen. Hen imod slutningen af 1800-tallet pr”gede modernistiske kunstnere som Antoni Gaud” og Pablo Picasso Barcelona og Catalonien, og styrkede den catalanske selvforst”else. I starten af 1900-tallet var catalanismen prim”rt forbeholdt en alliance best”ende af h”jreorienterede industrifabrikanter, katolikker og carlister som var utilfredse med centralmagtens tab af de overs”iske markeder i 1898. Cuba alene, som var en af de tabte kolonier, var Cataloniens klart st”rste eksportmarked, og udgjorde 60% af Cataloniens samlede eksport.
Primo de Riveras diktatur
Spanien forholdt sig neutral under 1. verdenskrig. Dette skabte en stor ”konomisk v”kst, eftersom at Spanien kunne handle med begge parter i krigen. Det resulterede i en stor ”konomisk konflikt mellem arbejdsgivere og arbejdere, som kr”vede deres andel af den nylige rigdom. Konflikten medf”rte mange store strejker, og et v”ld af andre uroskabende begivenheder fandt sted samtidigt. Herunder det stigende catalanske ”nske om uafh”ngighed, samt en langtrukken, og i manges ”jne, meningsl”s krig i Marokko som i sine 17 ”r kostede 50.000 spanske soldater livet. Disse forhold gjorde at Spanien nu var et splittet land i en st”rre krise.
Landet var i kaos og havde i kong Alfonso d. 13.’s regeringstid fra 1902-1920 haft 33 regeringer, og det drog general Miguel Primo de Rivera fordel af, da han i 1923 tog magten og indf”rte milit”rdiktatur med st”tte fra kongen Alfonso d. 13. selv. Statskuppet var ublodigt og var st”ttet af det meste af det ‘traditionelle’ Spanien. Desuden reddede det kongen fra en ellers planlagt rigsretssag om krigen i Marokko, som i manges ”jne var delvist begrundet af kongens store privat”konomiske interesser i krigen. Primo de Rivera fyldte f”ngslerne med politiske fanger og genindf”rte censuren, men genskabte samtidig ro og orden og styrkede infrastrukturen. Verdenskrisen i slutningen af 1920’erne, for”rsaget af Wall Street-krakket, samt anklager om korruption gjorde at Primo de Rivera mistede opbakning. Han frasagde sig selv magten i januar 1930 og tog til Paris, hvor han d”de f” m”neder senere.
Esquerra Republicana de Catalunya og Catalonien under Den Anden Republik
Som tidligere n”vnt var tanken og ”nsket om et catalansk selvstyre i starten af det 20. ”rhundrede, en m”rkesag der prim”rt blev dyrket af velhavende h”jreorienterede borgere. Men under den tidligere omtalte krise i starten af 1920’erne begyndte den catalanske arbejderklasse at r”re p” sig. Desuden oph”vede diktator Miguel Primo de Rivera i begyndelsen af sin regeringstid den meget begr”nsede grad af selvstyre Catalonien havde f”et i 1914, og p” ny blev catalansk sprog, flag og gadeskilte forbudt. Det var med til yderligere at radikalisere den opr”rske catalanske arbejderklasse, som nu lagde centralmagten og monarkiet for had. Venstreorienterede uafh”ngighedss”gende partier som Francesc Maci”s Estat Catal”, Joan Lluh”s l’Opini” og Llu”s Companys’ Partit Republic” Catal” s” dagens lys fra slutningen af 1910’erne, og op igennem 1920’erne. I 1920’erne havde de catalanske uafh”ngighedsbev”gelser p” venstrefl”jen v”ret forholdsvis uorganiserede, bl.a. p” grund af interne uenigheder. Bev”gelsen bestod af en broget flok af kommunister, anarkister og socialister, dog med en f”lles mission; at k”mpe for en republik og et selvstyrende Catalonien. Da Miguel Primo de Rivera frasagde sig sin post som diktator i 1930, slog Estat Catal”, l’Opini” og Partit Republic” Catal” fanerne sammen under navnet Esquerra Republicana de Catalunya, eller bare ERC, med den tidligere formand fra Estat Catal”, Francesc Maci” i front. Blandt ERC’s hovedm”rkesager var anerkendelsen af Catalonien, forsvar af basale menneskerettigheder og en ligelig ”konomisk fordeling.
Da Miguel Primo de Rivera havde trukket sig fra al indflydelse i 1930, udskrev kong Alfonso d. 13. folkeafstemning i Spanien. Den blev afholdt den 12. april 1931. P” landet, hvor valgets demokratiske legitimitet var tvivlsom, vandt royalisterne, men i Spaniens st”rre byer, herunder Madrid og Barcelona, fik republikanerne en rungende sejr. I Catalonien stemte man desuden om selvstyre, og her fik uafh”ngighedsbev”gelsen et markant flertal med 592.961 stemmer for selvstyre, mod sm” 3.276 i mod. Valgresultatet fik lederen af ERC, Francesc Maci” til at erkl”re Catalonien som en f”deral medlemsstat af de Iberiske Republikker den 14. april:
‘Interpretando el sentimiento y los anhelos del pueblo que nos acaba de dar su sufragio, proclamo la Rep”blica Catalana como Estado integrado en la Federaci”n Ib”rica. […] Por Catalu”a, por los otros pueblos hermanos de Espa”a, por la fraternidad de todos los hombres y todos los pueblos, Catalanes, sabed haceros dignos de Catalu”a.’
Denne proklamation udsendte Francesc Maci” fra Barcelonas r”dhusbalkon f” timer f”r monarkiet officielt var afskaffet, og det skulle ogs” vise sig at Maci” havde forregnet sig, da den nyvalgte spanske pr”sident Niceto Alcal” Zamora senere samme dag udr”bte den Anden Spanske Republik i Madrid.
Kongen forlod derfor Spanien den 14. april og nedlagde sit hverv med f”lgende ord:
‘S”ndagens valg har vist mig, at jeg ikke l”ngere besidder mit folks k”rlighed. […] Indtil nationen har udtalt sig, vil jeg derfor af egen drift indstille brugen af mine kongelige rettigheder.’
Dermed var Spaniens Anden Republik, under pr”sident Niceto Alcal” Zamora, en realitet. ERC fik 30 ud af 454 mandater i Cortes, p” trods at det var et lokalt catalansk parti. Socialistpartiet PSOE blev valgets helt store sejrherre med 120 mandater. Tre dage senere rejste Maci” til Madrid, og kom til enighed med den ”vrige republikanske regering om Den Catalanske Statut, som ikke gjorde Catalonien til en selvst”ndig republik, men derimod en selvstyrende del af Spanien. Statutten genindf”rte blandt andet det middelalderlige catalanske parlament ‘La Generalitat’ for f”rste gang siden indf”relsen af enev”lden 1716. Det besk”ftigede sig prim”rt med skole, skat og politi. Desuden blev det catalanske sprog sidestillet med spansk som officielt sprog. Statutten var en stor skuffelse for mange catalanske separatister, som ”nskede en selvst”ndig republik, men den var alligevel et stort skridt sammenlignet med catalanernes forhold og rettigheder under Primo de Riveras totalit”re styre.
I november 1932 blev der afholdt valg til det nye catalanske regionale parlament. Her vandt ERC med 52 af 75 mandater, og i de f”lgende ”r dominerede det venstreorienterede ERC den politiske dagsorden i Catalonien, p” trods af at de h”jreorienterede partier vandt magten tilbage i hele det ”vrige Spanien.
I efter”ret 1933 fik den spanske republik en ny regeringsleder ved navn Alejandro Lerroux. Han var b”de h”jreorienteret, og erkl”ret anti-catalanist. Francesc Maci” d”de imidlertid kort efter, i december 1933. Det blev det andet h”jtst”ende medlem af ERC, Llu”s Companys, der tidligere havde ledet Partit Republic” Catal”, som overtog hans roller som formand for ERC og pr”sident af Generalitetet. Companys stod nu overfor en spansk regering, hvis politik var pr”get af foragt for catalansk nationalisme. Han frygtede at Cataloniens selvstyre ville blive afskaffet, og kom derfor med en udr”belse af en catalansk stat, som medlem af Den Spanske F”derale Republik i oktober 1934. En udr”belse der lignede Maci”s proklamation fra tre ”r tidligere:
‘Catalanes! Las fuerzas mon”rquicas y fascistas que de un tiempo a esta parte pretenden traicionar a la Rep”blica, han logrado su objetivo y han asaltado el Poder. […] En esta hora solemne, en nombre del pueblo y del Parlamento, el Gobierno que presido asume todas las facultades del Poder en Catalu”a, proclama el Estado Catal”n de la Rep”blica Federal Espa”ola, y al establecer y fortificar la relaci”n con los dirigentes de la protesta general contra el fascismo […]’
Der gik blot 10 timer efter proklamationen, f”r det spanske milit”r havde tvunget Companys regering til at tr”kke sig, og samtidigt fjernede Lerroux’s regering det catalanske selvstyre og lukkede Generalitetet. Ministre fra den catalanske regering blev id”mt 30 ”rs strafarbejde. Lliga Catalana der repr”senterede det borgerlige Catalonien, fik ansvaret for at st” for den nye, begr”nsede catalanske ordning. Det gjorde de indtil 1936, hvor venstreorienterede kr”fter igen vandt magten ved det nationale valg 1936, og selvstyret fra f”r oktober 1934 blev genoprettet.
I Generalitetets eksistensperiode under den anden republik, fra 1932-1934 og 1936-1939, arbejdede det for at reformere Catalonien p” basis af venstreorienterede og nationalistiske ideologier og principper. Dette gjaldt blandt andet indenfor uddannelsessystemet, landm”ndenes rettigheder og kvinders rettigheder, herunder fri abort. I perioden oplevede ogs” catalansk kultur et boom, produktionen af b”ger, skrevet p” catalansk, blev tredoblet i perioden 1930-1936. Desuden voksede antallet af catalanske aviser fra 10 til 25 i perioden 1927-1933.
Talerne ”Atencio”n catalanes! af Francesc Macia” og Discurso del presidente de la Generalitat af Carles Puigdemont
‘Atenci”n catalanes!’ af Francesc Maci”
Francesc Maci” holdt talen ”Atenci”n catalanes! den 30. oktober 1926, umiddelbart f”r det planlagte plot ved Prats de Moll”; en lille by i den catalanske del af Sydfrankrig. Maci” var i store dele af Miguel Primo de Riveras diktatur i eksil i Belgien, Frankrig og USA, og i sin eksilperiode planlagde han flere kup. Mest seri”se var dog planerne om Prats de Moll”. Maci” havde i ”ret op til s”gt ”konomisk og milit”r st”tte hos anarkistpartiet CNT og baskiske nationalister, og i slutningen af 1925 drog han til Moskva for at s”ge st”tte hos den sovjetiske regering. Han m”dtes med de tre h”jtst”ende kommunister Andreu Nin, Nikolai Bukharin og Grigori Zinoviev som lovede ham finansiel og milit”r hj”lp, men f” dage efter at han var vendt tilbage til Paris faldt hans russiske bekendtskaber i un”de, og fik frataget al magt af Josef Stalin. Det f”rte til at han br”d al kontakt med kommunisterne:
‘[…] nos hemos dado cuenta de que era una gente que habiendo prometido su ayuda, faltaban a su palabra siempre, no aportando lo que promet”an y que a lo que iban era a aprovecharse de nuestro nombre y de nuestras organizaciones para presentarse con nuestro prestigio y hacer sus campa”as […]’
I efter”ret 1926 skulle komplottet ved Prats de Moll” alts” finde sted, og Maci” og hans f”lgeskabs plan var at invadere Catalonien fra nord. Efter at have besat Prats de Moll”, ville de forts”tte til den nordcatalanske by Olot, og til sidst tage til Barcelona og proklamere den catalanske republik. Maci”s plan faldt dog til jorden, da spioner fra Mussolinis Italien havde afsl”ret planerne. Derfor stod b”de fransk politi klar ved den fransk-spanske gr”nse, og spansk politi i Barcelona. Maci” slap med en mild straf p” to m”neders f”ngsel og en b”de p” 100 franc. Til geng”ld fik det mislykkede komplot medieomtale kloden rundt, og folk i hele verden blev opm”rksomme p” det catalanske uafh”ngigheds”nske.
‘Atenci”n catalanes!’ er titlen p” Francesc Maci”s tale fra Prats de Moll” fra 1926, og det giver meget god mening, eftersom at udtrykket bliver gengivet tre gange i l”bet af talen. ”n gang i starten, ”n gang i midten, og ”n sidste gang i slutningen. Maci” bruger gentagelsen af udtrykket, som et redskab for at holde den r”de tr”d talen igennem, og s” virker brugen af udtrykket ogs” som et dramatiserende hj”lpemiddel. Efter talens titel fort”ller Maci” de tilstedev”rende at tiden nu er inde, og om hvordan catalanerne er blevet udsat for slaveri, ydmygelse og van”re i to ”rhundreder. Her refererer Maci” til da man tabte Arvef”lgekrigen i 1714, og den spanske stat blev oprettet, og efterf”lgende fjernede La Generalitat for f”rste gang. Maci” understreger samtidigt at de mange ”r under Spanien ikke har dr”bt den catalanske ”nd og friheds”nsket:
‘[…] no han podido matar la voz de nuestra alma. […] no hemos olvidado nunca la voz interior de nuestra rebeli”n ni de hacerla saber a los dem”s ni de invocar nuestros derechos.’
Derefter stiller Maci” de tilstedev”rende 12 negative retoriske sp”rgsm”l. Sp”rgsm”l med det hovedform”l at gejle catalanske separatister op, og indse den uretf”rdige behandling de er blevet udsat for. Her f”lger et udvalg af sp”rgsm”lene:
‘Hab”is olvidado que sois hombres? […] ”Habremos engendrado un pa”s de cobardes? […] ”Hab”is sobrevenido un pa”s de parias? ”No ten”amos una Senyera inmaculada? ”No pose”amos una lengua caracter”stica y bien nuestra? ”No ten”amos nuestras fiestas, nuestras costumbres y tradiciones seculares? […] ”No poseemos una cultura y un avance social que era, con sus gremios de obreros y de educaci”n, un ejemplo para el mundo? […] ”D”nde est” entonces todo eso ahora?’
I denne del af teksten opildner Maci” de catalanske separatister til at k”mpe med livet som indsats for Catalonien, ved at sp”rge dem hvorvidt de har mistet deres f”lelser, om de har glemt at de er m”nd, og om de er blevet et land af pariaer og kujoner. Han fremh”ver ogs” nogle af de mest karakteristiske dele af den catalanske kultur og historie, heriblandt La Senyera (det catalanske flag), det distinkte catalanske sprog og ”vrige catalanske h”jtider, skikke og sekul”re traditioner. Maci” minder ogs” catalanerne om deres glori”se historie. En historie med h”j kultur, og et avanceret socialt system som inkluderede fagbev”gelser og uddannelsessystemer, og som fungerede som et forbillede for resten af verdens lande. Disse catalanske stoltheder, som han kalder ”dle og hellige, er if”lge Maci” blevet gjort forbudt af kriminelle, korrupte og modbydelige herskere, konger og diktatorer:
‘[…] por noble y sagrado que fuera, ha estado prohibido y muy frecuentemente pisado por los gobernantes, dictadores y reyes que corrompen todo lo que tocan porque est”n acostumbrados a arrastrarse por los lodos del vicio, del crimen y de las cosas m”s infectas y repugnantes.’
Ud over ‘Atenci”n catalanes!’ er der ogs” et andet udtryk, der g”r igen gentagne gange i talen; nemlig ‘A las armas!’. P” dette tidspunkt af Maci”s politiske karriere, var hans l”sning p” en catalansk l”srivelse nemlig v”bnet og voldelig, hvilket ogs” er tilf”ldet med det planlagte Prats de Moll”-plot. Det st”r i kontrast til hans senere periode hos ERC, hvor hans tilgang var mere demokratisk og konstitutionel. Det har sandsynligvis noget at g”re med hans spanske opponenters politik i de givne perioder; da Maci” holder ‘Atenci”n catalanes!’ er Spanien et milit”rdiktatur under Miguel Primo de Riveras totalit”re styre. Maci”s formandskab for ERC var derimod under Den Anden Republik, som frem til Maci”s d”d i 1934 bestod af folk, hvis politiske overbevisninger var t”ttere p” Maci”s egne. Derudover tillod Den Anden Republik ogs” genindf”relsen af La Generalitat, som Maci” blev pr”sident for.
Maci” g”r det klart og tydeligt hvem fjenderne af den catalanske revolution er, og hvem og hvad han er imod:
‘Contra la monarqu”a y contra este rey opresor que, aunque no hace mucho tiempo, nos recordaba que era el descendiente de Felipe V, de terrible memoria, que est” en deuda de sangre con nosotros.
Contra la dictadura militar, la m”s repugnante de todas las dictaduras por su misma concepci”n, que nos ha ofendido en lo m”s ”ntimo con la profanaci”n de nuestras cosas m”s sagradas.
Contra la guerra de Marruecos, esta guerra tan injusta y tan tr”gica que persiste, aunque sea negada por los comunicados oficiales.
Contra la injusticia social y los privilegios de clase.’
Han begrunder n”dvendigheden af kamp og l”srivelse fra Spanien med ord om fjendernes handlinger og metoder som undertrykkelse, blodsudgydelse, udslettelse og uretf”rdighed. Disse fire ord besidder alle meget negative konnotationer og appellerer til et historisk sk”bnef”llesskab blandt catalanere. I talens n”ste passage appellerer han til catalanernes selvbestemmelsestrang og solidaritetsf”lelse ved at n”vne det han vil k”mpe for:
‘Por la libertad de Catalunya y el derecho a gobernarnos nosotros mismos, conscientes de nuestra personalidad y de nuestra fuerte y definida voluntad, convencidos de que Catalunya es capaz de gobernarse por s” misma y posee bastantes recursos econ”micos para vivir libremente.
Por la cultura de los catalanes, la restauraci”n de sus instituciones disueltas y la creaci”n de nuevas instituciones que favorezcan a los ni”os. […] Por la legitimidad y mejora de vida del proletariado, mediante reformas sociales y ley de protecci”n del trabajo de los obreros. […]
Por la ampliaci”n de la Rep”blica Catalana Independiente.’
Her n”vner han blandt andet frihed, favorisering af b”rn, legitimitet, forbedring og beskyttelse; alts” ord med meget positiv konnotation. Maci” efterlader alts” et sort-hvidt billede af historien og situationen, og et klart defineret godt og ondt.
En af Francesc Maci”s hovedpointer er, at det catalanske selvst”ndigheds”nske ikke bygger p” et ”nske om at separere sig fra resten af verdens, eller Spaniens folk med et frit sindelag. ”nsket om selvst”ndighed er heller ikke bygget p” et had mod Spanien eller spaniere, men udelukkende mod det officielle monarkistiske og diktatoriske regime. Derfor er Maci”s bev”gelse indg”et i samarbejde med folk der k”mper i lignende uafh”ngighedsbev”gelser i Baskerlandet og Galicien:
‘Nuestra afirmaci”n de ser catalanes, no significa que nos queramos separa de la afirmaci”n de que tambi”n somos humanos. La estrella solidaria de nuestra bandera no quiere significar que nos queramos aislar de los otros que, como nosotros mismos, sufren una opresi”n parecida, nuestra bandera no nos separa de nadie que tenga un esp”ritu libre y en sus pliegos no se esconde ninguna idea de imperialismo ni conquista. Nuestra aspiraci”n es entrar, una vez libres, en el concierto de pueblos civilizados para trabajar, con nuestro joven esfuerzo por un ideal de paz internacional, por la libertad de todos los hombres y de todos los pueblos y por la justicia. Y es esta aspiraci”n que nos ha hecho aliarnos con los separatistas de Euskadi y de Galicia y no puede aliar, ma”ana, libre y cordialmente con las otras peque”as nacionalidades de Espa”a. Cuando nosotros afirmamos que liberaremos Catalunya, no lo decimos con un esp”ritu de odio contra vosotros, espa”oles, como han dicho los gobiernos de Espa”a. Todo nuestro odio se levanta contra esa Espa”a oficial mon”rquica, hoy dictatorial, bajo el r”gimen del cual vosotros mismos hab”is sobrevenido esclavos, sobretodo vosotros, obreros, tanto como nosotros mismos. Os hemos visto sometidos al mismo amo, encadenados al trabajo y padeciendo por el trabajo duro, en vuestra ”rida vida.’
Maci” understreger alts” igen, at hans bev”gelse symboliserer det gode; frihed, solidaritet og humanisme. Det st”r i st”rk kontrast til hans fort”lling om det officielle Spanien, hvis metoder Maci” sammenligner med slaveejeres, og som Maci” beskylder for at undertrykke arbejdere i hele Spanien. Maci” ford”mmer ogs” den imperialisme der er i h”j grad karakteriserer det monarkistiske Spanien i ”rhundrederne op til denne tale. Desuden forklarer Maci” at hans bev”gelse, p” trods af den ”benlyse nationalisme, er meget ”ben for internationalt samarbejde med andre frie nationer og folkeslag.
‘Luchemos por esta tierra inmortal que es Catalunya y donde no podemos ser vencidos!
[…] ”Qu” ser”a de una vida sin dignidad?
”Vivos o muertos, por Catalunya y por su alma inmortal!
”A las armas, catalanes!’
De sidste linjer er meget patriotiske og opfordrer Maci”s soldater til at g” i kamp for Catalonien med livet som indsats, og Maci” mener at m”ndenes v”rdighed er p” spil, og at den er lige s” meget v”rd som livet selv.
‘Discurso del presidente de la Generalitat’ af Carles Puigdemont
Den 6. september 2017 stemte et smalt flertal p” 72 ud af 135 medlemmer af det catalanske parlament la Generalitat, med pr”sident Carles Puigdemont i spidsen, for afholdelsen af et referendum omkring Cataloniens uafh”ngighed. P” stemmesedlerne skulle der st” "”Quiere que Catalu”a sea un estado independiente en forma de rep”blica?’, og to svarmuligheder; ‘S’ og ‘No’. Modstanderne i parlamentet forlod salen forud for afstemningen, imens separatisterne br”d ud i den catalanske nationalsang; ‘Els Segadors’ umiddelbart efter at flertallet var cementeret. Den f”lgende dag suspenderede den spanske forfatningsdomstol den catalanske afstemning, men det var dog imidlertid ikke nok til at overbevise den catalanske regering om at droppe valgplanerne.
Det catalanske referendum fandt sted den 1. oktober 2017, men afstemningens forl”b blev yderst besv”rliggjort af 10.000 ekstra indsatte spanske politistyrker, som efter ordre af den spanske premierminister Mariano Rajoy lukkede stemmesteder, konfiskerede stemmeurner og anholdte v”lgere. Betjentene fra det spanske Guardia Civil er efterf”lgende blevet anklaget for at have v”ret for brutale, og tog i l”bet af valgdagen gummikugler og knippelslag i brug mod v”lgerne adskillige gange. Som resultat af den spanske regerings indblanding og det faktum at mange catalanske unionister boykottede valget p” grund af den manglende legitimitet, kunne de valgansvarlige kun t”lle 43,03% af de stemmeberettigede catalaneres stemmer. Stemmefordelingen var 90,18% for en catalansk republik, og 7,83% imod.
Den 3. oktober kaldte de catalanske fagbev”gelser til generalstrejke, og 700.000 catalanere gik p” gaden og demonstrerede. Samme dag blandede den spanske kong Felipe d. 6. sig i debatten, og anklagede de ansvarlige catalanske politikere for at true Spaniens stabilitet. Efter kongens tale var den catalanske pr”sident Puigdemont ude at sige, at han var klar til at erkl”re catalansk uafh”ngighed inden for f” dage, men alligevel kom han ikke med nogen udmelding f”r den 10. oktober, hvor han holdt en tale i parlamentet.
Carles Puigdemont starter sin tale ud med at forklare, at han egentlig havde juridisk opbakning til at erkl”re Catalonien for en uafh”ngig nation, allerede to dage f”r, da at et simpelt flertal har stemt for det. Det er en sandhed med modifikationer, eftersom at valget p” forh”nd var erkl”ret ulovligt og uofficielt af de spanske myndigheder. Efter at have citeret loven, forklare Puigdemont sine bev”ggrunde for hidtil at v”re passiv:
‘Hay un antes y un despu”s del 1 de octubre’
Puigdemont vil alts” have overgangsperioden til selvst”ndighed til at foreg” uden at br”nde for mange broer. Den diskurs forts”tter han med samme eftert”nksomhed:
‘[…] emprendamos un di”logo sin el cual no es posible llegar a una soluci”n acordada. […] Creemos firmemente que el momento demanda no aumentar la escalada de tensi”n, sino sobre todo, voluntad clara y compromiso para avanzar en las demandas del pueblo de Catalu”a a partir de los resultados del 1 de octubre. Resultados que debemos tener en cuenta, de manera imprescindible, en la etapa de di”logo que estamos dispuestos a abrir.’
Puigdemont understreger her n”dvendigheden af dialog, for at sikre en gnidningsfri overgang. Han refererer her til den dialog han ”nsker at f” skabt med Mariano Rajoys spanske regering. Dialog er et n”gleord igennem hele talen, og bliver brugt hele syv gange. Puigdemont fremst”r alts” som fortaler for dialog, og n”vner en r”kke vigtige internationale politiske personer, der ligesom ham selv, ser dialogen som en n”dvendighed for en fredelig l”sning p” konflikten:
‘Las llamadas al di”logo y la no violencia se han o”do desde de todos los rincones del planeta; la declaraci”n ayer del grupo de ocho Premios Nobel de la Paz; la declaraci”n de The Elders a cuyo frente est” el ex secretario general de Naciones Unidas Kofi Annan y del que forman parte personalidades de gran relevancia mundial; las declaraciones de presidentes y primeros ministros de pa”ses europeos, de l”deres pol”ticos europeos… hay un petici”n de di”logo que recorre Europa.’
Carles Puigdemont henvender sig herefter til den spanske regering, og beder dem om at lytte til det internationale samfund, der opfordrer til m”gling og dialog. Han beder dem ogs” om at lytte til de borgere fra hele Spanien, som beder dem stoppe den undertrykkelse, han mener, de udf”rer:
‘Al Gobierno espa”ol, le pido que escuche, ya no a nosotros si no quiere, sino a quienes abogan por la mediaci”n y a la comunidad internacional, y a los millones de ciudadanos de toda Espa”a que le piden que renuncie a la represi”n y a la imposici”n.’
Puigdemont afslutter sin tale ved at understrege, at catalanerne ikke vil blive i den spanske stat, og bruger b”de fortiden og fremtiden til at begrunde det; de vil v”re trofaste overfor dem, som har ofret sig for Catalonien i historien, og de vil sikre en v”rdig fremtid for fremtidens generationer:
‘Por nosotros, no quedar”. Porque queremos ser fieles a nuestra larga historia, a todos los que han sufrido y se han sacrificado, y porque queremos un futuro digno para nuestros hijos e hijas, por toda aquella gente que quiera hacer de Catalu”a su tierra de acogida y de esperanza".
Talernes ligheder og kontraster
De to taler har p” mange m”der det samme form”l. Talerne er nemlig ikke deciderede uafh”ngighedserkl”ringer, men derimod er de p”t”nkt som at v”re talerne, der skal lede op til en endelig suver”nitetsproklamation, hvor de begrunder bev”ggrundene for en senere proklamation.
Maci” og Puigdemont argumenterer i forskellig grad for en catalansk l”srivelse. Det er formentligt fordi at Puigdemont st”r i en position, hvor han allerede officielt har f”et folkets opbakning, og derfor har han ikke et behov for at overtale nogen. Puigdemonts hovedargument er derfor resultatet fra det catalanske referendum, der blev afholdt den 1. oktober 2017. Det tillader ham ogs” at bruge logos som hovedappelform igennem talen. Maci” er i en anden situation, hvor han i h”jere grad har brug for at vinde folkets st”tte. Maci” argumenterer derfor en del mere med patos, og blandt hans argumenter for l”srivelsen er det catalanske sprog, de catalanske h”jtider, traditioner og skikke, behovet for at frig”re sig fra Primo de Riveras diktatur og krigen i Marokko, der i manges ”jne virkede meningsl”s, men alligevel kostede 50.000 spanske menneskeliv. Et argument de dog begge tager brug af, er ”nsket om en god fremtid for de kommende generationer.
B”de Maci” og Puigdemont tager brug af historien for at styrke deres argumenter, Maci” g”r det dog i st”rst omfang. Han starter talen med en reference til da Catalonien tabte Arvef”lgekrigen og blev en del af Spanien i 1714; en meget betydningsfuld begivenhed for catalanerne, og som ogs” har lagt dato til den catalanske nationaldag. Han n”vner ogs” den konge der besejrede dem, Filip d. 5. og fort”ller at han st”r i blodg”ld til catalanerne. Han beskriver den periode der har v”ret siden nederlaget som 200 ”rs slaveri og ydmygelse. Derefter fremh”ver han de sociale foranstaltninger der blev bragt til Catalonien i middelalderen med ‘Usatges’, herunder uddannelsessystem og h”ndv”rkerlaug. Derudover minder han ogs” catalanerne om deres historiske nationale sejre. Puigdemont er ikke lige s” historisk optaget i sin tale, og begrunder bare kort uafh”ngighedskampen med at man ”nsker at v”re trofast overfor de mennesker der i historien har lidt og ofret for Catalonien.
Maci” og Puigdemonts m”l for en catalansk stat minder meget om hinanden. Francesc Maci” ”nsker en republik, med et stort, inkluderende internationalt netv”rk. P” trods af at Carles Puigdemont ikke fort”ller meget om den catalanske stat han ”nsker i talen, udover at det er en republik, er Puigdemonts ideologi ogs” meget internationalt orienteret, og han ”nsker at Catalonien skal forblive et medlem EU. Midlerne de tager i brug i deres bestr”belser, er derimod vidt forskellige. Maci” opfordrer flere gange i sin tale sine landsm”nd til at gribe til v”bnene og k”mpe fysisk. Hans uafh”ngighedskamp er voldelig og v”bnet, og han vil invadere og bes”tte Catalonien. Puigdemonts midler er den diametrale mods”tning; han har f”rst og fremmest f”et mandat igennem en demokratisk afstemning, og p” trods af at den spanske regering har brugt fysiske magtmidler mod v”lgerne, er hans modsvar dialog og m”gling. I sin tale opfordrer han b”de catalanerne, medierne, de catalanske politikere og den spanske regering til at undg” en optrapning af konflikten og at agere med respekt for dem, der har andre holdninger end dem selv.
Mellemkrigstidens catalanske separatismes erindring i nutidens catalanske uafh”ngighedskonflikt
Eksempler p” inklusion af mellemkrigstidens catalanske separatisme i moderne catalansk uafh”ngighedsdebat
De to mest markante og kendte uafh”ngighedsfork”mpere i perioden mellem de to verdenskrige er Francesc Maci” og Llu”s Companys. De har begge to f”et opkaldt steder efter dem i Barcelona p” henholdsvis Pla”a de Francesc Maci” og Passeig de Llu”s Companys. De to steder har v”ret centrale samlingspunkter i forhold til nogle af de demonstrationer der har findet sted i sammenh”ng med referendummet, som blev afholdt den 1. oktober.
Llu”s Companys er dog den mest omtalte af de to. ”n af hoved”rsagerne til heltedyrkelsen af Llu”s Companys, er hans d”d; Companys blev efter borgerkrigen, den 15. oktober 1940, henrettet p” bjerget Montju”c i Barcelona. Legenden siger at han ved sin d”d n”gtede at b”re bind for ”jnene, og i skud”jeblikket r”bte ‘Per Catalunya!’. Af den grund bliver Llu”s Companys af mange catalanske separatister i dag set som en martyr, som ofrede alt for Catalonien.
I september 2017 vedtog den spanske kongres efter mange ”rs diskussion, at Francos regimes dom over Companys skulle erkl”res ulovlig, radikalt uretf”rdig og absolut ugyldig. Det konservative regeringsparti Parti Popular stemte dog imod. Partiets vicegeneralsekret”r for kommunikation, Pablo Casado, kom i massiv modvind i medierne da han i september 2017 kom med f”lgende udtalelse:
‘El pasado d”a 6 pas” sin pena ni gloria el 83 aniversario de la declaraci”n de independencia por parte de Companys. Yo creo que la historia no hay que repetirla y esperamos que ma”ana no se declare nada porque a lo mejor el que lo declare acaba como el que lo declar” hace 83 a”os’
I citatet advarer Casado den catalanske pr”sident Carles Puigdemont om, at han kan ende som Companys, som alts” blev henrettet. Udtalelsen kan ses som en regul”r trussel til Puigdemont, p” trods af at Casado naturligvis ikke har midlerne til at g”re alvor af truslen. Parti Populars catalanske formand Xavier Garc”a Albiol, har ogs” v”ret ude med riven overfor den catalanske pr”sident, og har udtalt at Puigdemonts gengivelse af Maci”s politik vil f” ham til at ende bag tremmer:
‘Puigdemont se ha pensado que es el ex presidente de la Generalitat Frances Maci” y quiere acabar igual que ”l, que estuvo entre rejas.’
Puigdemont har tidligere selv sagt at Maci” symboliserer mod, h”b og frihed og at Maci”s indre styrke skal v”re et forbillede for catalanerne.
Midt i den catalanske uafh”ngighedskonflikt i oktober 2017, fandt den 77. ”rsdag for Companys henrettelse sted, og den lejlighed brugte mange fortalere for Cataloniens uafh”ngighed til at hylde ham. Blandt andet afholdt de st”rre catalanske byer Tarragona og Badalona officielle ceremonier for Companys. Desuden holdt den catalanske pr”sident Carles Puigdemont en tale for at ”re ham, hvori han beskrev Companys som "et offer for en meget ulige kamp mellem demokratisk legitimitet og Francos regimes modbydelighed".
En anden vigtig stemme i den catalanske uafh”ngighedskamp er Artur Mas. Han var pr”sident af La Generalitat i perioden 2010-2016. Han skrev i 2015 en artikel i den franske avis Liberation, om Companys betydning for uafh”ngighedsbev”gelsen, hvori han blandt andet skriver:
‘[…] alle catalanere m” anerkende hans figur og hans ofre. […] Pr”sident Companys k”mpede og d”de for at forsvare de catalanske institutioner. Heldigvis kan man ikke sammenligne situationen i vore dage med hans tid. Men den catalanske vilje til at eksistere og vores ”nske om at bestemme vores fremtid forbliver intakte.’
”rsager til inklusion af mellemkrigstidens catalanske separatisme i moderne catalansk uafh”ngighedsdebat
Selektiv brug af historien, eller kollektiv erindring, tages ofte i brug i nationale konflikter og diskurser. Det kan b”de ses som en bevidst politisk strategi, ligesom det ogs” kan v”re en naturlig udv”lgelse, der sker p” baggrund af en gruppes erindringer og erfaringer. Den kollektive erindring er kendetegnet ved, at den ikke baserer sig p” objektiv videnskabelig historie, men derimod p” en f”lelsesladet og relevanss”gende freml”ggelse af historien, som giver nutiden mening, og giver gruppen en f”lelse af sammenhold over generationer. Det betyder dog ikke at der n”dvendigvis er tale om en bevidst omskrivning af historien.
Catalanske separatister som Francesc Maci” og Llu”s Companys bliver brugt flittigt i argumenter, b”de for og imod en catalansk l”srivelse. Det g”r de, fordi de b”de er helte og frihedsk”mpere, og skurke og terrorister, afh”ngigt af ”jnene der ser. De var begge revolution”re, og brugte midler der br”d loven i den spanske stat, som de k”mpede for at l”srive sig fra. Det samme kan siges om Carles Puigdemont, der tvang det catalanske referendum den 1. oktober 2017 igennem, p” trods af at den spanske forfatningsdomstol p” forh”nd havde d”mt afstemningen ulovlig. B”de Maci” og Companys sad i perioder af deres liv i f”ngsel, og Companys ofrede det ultimative; selve livet, for Catalonien. Det g”r dem til oplagte martyrer og heltefigurer for de catalanske separatister, heriblandt de to catalanske pr”sidenter Carles Puigdemont og Artur Mas, som beundrer deres mod og h”b. Brugen af historien styrker alts” argumentet for uafh”ngighed i dette tilf”lde, da deres ofre styrker en kollektiv erindring om en national uretf”rdighed der skal g”res op med.
Omvendt kan unionister argumentere for at de blot er gemene kriminelle lovbrydere og terrorister, som ikke k”mpede demokratisk og konstitutionelt, men derimod med v”ben og kamp. Som tidligere n”vnt bruger h”jtst”ende medlemmer af det spanske regeringsparti Parti Popular som Pablo Casado og Xavier Garc”a Albiol, Companys og Maci”s sk”bner, som eksempler p” de konsekvenser den moderne uafh”ngighedskamp kan f” for Puigdemont og andre separatister. Her bruger unionisterne historien, set fra deres synspunkt, og truer alts” moderne separatister via historiske referencer.
Om Maci” og Companys er helte eller skurke er alts” op til diskussion, og afh”nger af ”jnene der ser og deres forudindtagede politiske standpunkt. Det er et eksempel p” en evig historisk diskussion, om hvorvidt love og regler g”lder i frihedskamp, og om hvor gr”nsen g”r mellem frihedskamp og terror. Her kan perspektiveres til de danske frihedsk”mpere under den tyske bes”ttelse i 1940’erne, som udf”rte handlinger der fra et helt objektiv standpunkt m” ses som ulovlige, s”som mord og bombespr”ngninger, men gjorde det for den danske frihed og bek”mpelsen af nazismen. De prioriterede alts” deres m”l for et bedre samfund over den g”ldende lovgivning. Hvis tyskernes tropper havde vundet Anden Verdenskrig, havde vi sandsynligvis ikke hyldet de danske frihedsk”mpere i samme grad, som tilf”ldet er i dag. Her kan ogs” perspektiveres til islamistiske terrororganisationer, som k”mper med ulovlige midler, og med livet som indsats, for deres ideelle samfund. Ogs” de prioriterer deres m”l, tro og ideologi over deres fjenders lovgivning. I den vestlige verden bliver de set som skurke og terrorister, da det er den vestlige verdens lovgivning de tilsides”tter, og den vestlige verdens ideologier de foragter. I den vestlige verden ser vi de islamistiske terrorister, som nazisterne s” de danske frihedsk”mpere. Det er alts” et definitionsproblem som g”r igen og igen i politiske konflikter igennem hele historien. Og det er bestemt ikke entydigt i historien om Francesc Maci” og Llu”s Companys.
Konklusion
Det catalanske uafh”ngighedssp”rgsm”l er over 1000 ”r gammelt, og er bestemt ikke blevet mindre kompliceret med tiden. En af de mest begivenhedsrige perioder i den catalanske selvst”ndighedsdebats historie, er uden tvivl perioden mellem de to verdenskrige. En periode med v”sentlige omv”ltninger i det spanske samfund; ideologiske magtkampe, diktatur, indf”relse af demokrati, kongehusets fald og indf”relsen af republikken. I perioden blev catalanske uafh”ngighedsproklamationer flere gange fors”gt, b”de v”bnet og konstitutionelt. Det var en periode med genf”dsel af catalansk kultur, sprog og nationalisme, og et tidsrum hvor catalanisme i perioder blev undertrykt, og i andre perioder blev tildelt mere anerkendelse og flere rettigheder. Argumenterne og midlerne der bliver taget i brug for et uafh”ngigt Catalonien er i dag v”sentligt mere frihedsorienterede, dialogs”gende og demokratiske sammenlignet med argumenterne og miderne der blev taget i brug under Primo de Riveras milit”rdiktatur i 1920’erne, hvor opfordring til v”bnet kamp og selektiv historiebrug om historisk uretf”rdighed spillede en stor rolle. Historien om separatister som Francesc Maci” og Llu”s Companys, og deres handlinger og ofre, bliver i dag anvendt aktivt, men betragtet og fortolket vidt forskelligt af henholdsvis separatister og unionister. De bliver alts” ofte n”vnt i den moderne catalanske uafh”ngighedsdebat, af b”de fortalere og modstandere af en selvst”ndig catalansk stat. Deres personer bliver i h”j grad glorificeret af catalanske separatister, der ser dem som martyrer med beundringsv”rdige v”rdier som h”b, mod og frihedskamp, mens de af spanske unionister bliver set p” som udemokratiske terrorister.